Hjertetouren 2024 bliver den 10. og foreløbigt sidste Hjertetour. Årets Nogen på Hjertet er vores ufrivillige ophavsmand Orla Degn – Thomas’ far, Charlottes svigerfar, Simone & Julies farfar ❤️

Indsamlingen går til Hjerteforeningens Patientstøtteindsats ❤️

I 2023 valgte vi en særlig version af Nogen på Hjertet, fordi det blev det sidste år, vi samlede ind til Børnehjertefonden ❤️ 2024 bliver nemlig den 10. og foreløbigt sidste Hjertetour, hvor vi gerne vil lave en helt særlig indsamling.

❤️ I 2023 kørte vi for de forældre, der skal leve med, at et af deres børn for altid vil mangle ved middagsbordet.
❤️ I 2023 kørte vi for udfordrede hjerter i helt almindelige børnekroppe.
❤️ I 2023 kørte vi for de familier, som hver dag kæmper med bekymring og ængstelighed.

“Tænk, at man bare kan dø! At et sundt og raskt menneske bare falder om og dør? Dét er da underligt!”

Ordene falder fra Bos enke Jonna i en telefonsamtale Hun fortsætter: “Så HUSK nu at nyde livet!”

På årets sponsorjersey mindes vi Rasmus Tofte, som desværre måtte opgive kampen mod sin medfødte hjertesygdom – blot 21 år gammel Alt for tidligt har himlen fået en ny ung stjerne På Hjertetouren har vi mistet et af “vores” Hjertebørn

Rasmus havde en medfødt hjertefejl og stod på startstregen til Hjertetouren 2016. Siden har vi løbende holdt kontakten, og mange af os mindes skønne stunder med Rasmus’ betænksomme og humoristiske væsen

Hvil i fred kære Rasmus I år ærer vi dit minde, når 60 ryttere kører med dit navn – På Hjertet Vores tanker går til familien og de nærmeste

Tak for stunderne og god rejse
Æret være dit minde

Det er ikke første gang, jeg skal prøve kræfter med flyvestationen i Værløse, og det bliver heller ikke sidste gang, men 2020 bliver noget helt særligt for mig!

Jeg skulle selv have kørt for anden gang i august 2018. Vores situation som familie var kaos, og jeg fik derfor en god cykelven til at være stand in for mig. Kan stadigvæk ikke sige tak nok til Flemming Duus for den gestus. Der skete meget, som vi holdt hemmeligt, og kun de nærmeste vidste besked. Min søster Lotte havde været igennem 2 grimme måneder, først på Odense Universitetshospital og efterfølgende på Skejby med et hjerte som ikke fungerede i hendes lille krop.

Den 3. august blev hun lagt i hjerte/lunge-respirator. Vores far sagde på daværende tidspunkt: “Det er sidste gang, jeg ser min datter.” Det tog hårdt på alle og især vores far, som selv kæmpede med hjertesvigt. Han opgav kampen den 7. august, hvor han sov fredeligt ind i sin seng, 66 år gammel.

Lotte blev vækket til tider og med hendes svage helbred, holdt vi dødsfaldet hemmeligt for hende, mens vi ventede på et nyt hjerte. Vi håbede, at vi alle ville kunne samles om sorgen, når Lotte blev frisk. Derfor ville vi heller ikke have Far i jorden, før hun var klar.

Den 28. august fik Lotte et nyt hjerte, men komplikationer stødte til. Mandag den 6. september satte Søs (Jackie og Lottes anden søster, red.) og jeg os i bilen, og landede i Skejby sidst på eftermiddagen. Vi nåede dog ikke engang at spørge til hende – situationens alvor stod tydeligt i de andres øjne, da vi kom.

Lottes krop havde opgivet kampen. Vi fik ringet til de nærmeste, og da vi alle var samlet om aftenen, fik vi sagt farvel, inden medicineringen blev slukket. Lotte sov stille ind tidligt på morgenen. Hun blev kun 28 år, og efterlod sig 2 skønne tøser.

Jeg har kørt løb for velgørenhed før, og det holder jeg meget af. Derfor har jeg også stået på deltagerlisten til Hjertetouren før, og 2020 er ingen undtagelse. Her skal jeg ikke have andre til at køre for mig, det er mine egne runder, som tæller i år, selvom jeg har den største respekt for Flemming og Bo 2019, som har kørt med min historie i bagagen.

Som sagt elsker jeg velgørenhedsløb som Hjertetouren / MS Challenge osv. Jeg lider selv af en hjertefejl, som gør, at hjertet pumper hurtigere og slår uregelmæssigt. Det skyldes en fejl i sinusknuden, som ellers skal sikre en regelmæssig rytme. Det betyder, at jeg kan køre stærkt og ikke bliver træt, da det hele pumper hurtigt konstant. Det, skal man nok ikke være læge for at vide, ikke er sundt, og derfor tvinges min puls ned med betablokker. Jeg har været dumdristig nok til at smide dem, når store udfordringer som 24 timer på cyklen skulle køres, da jeg bliver meget hurtigt træt på pillerne og kun kan yde 60-70 procent. Men sidste år lærte mig meget mere end snit og tilbagelagte kilometer. Jeg har en familie at tænke på samt et ansvar som forælder, så pillerne spises, og det er slut med at forvente masser af kilometer eller køre efter højt snit.

Jeg tager en runde af gangen, mens jeg smiler mod himlen, i håb om at de har styr på vejrguderne.

2020 blev kørt med min makker Glenn Holmgaard som altid. Vi havde en del regn undervejs, trak i teltet og nød tiden med andre gode folk. I 2020 deltog min datter på 7 år. Derfor kørte jeg ikke om natten, da hun selvfølgelig ikke skulle ligge alene i en mørk bil. Jeg rundede næsten 300 kilometer på under 10 timer, mens datteren rundede de 60 på en 16″ cykel. Faren var megastolt, men det var ikke det eneste tidspunkt i løbet af det døgn – der var mange andre momenter.

Indsamlingen gik langt bedre end forventet. At se over 40 ryttere bære min søsters navn på deres bryst. At se trøjen for første gang. At få GO til at få navnet på brystet. At se min datter køre lead-out for os alle en sidste gang over stregen. At stå tom for ord over for Charlotte (fra Hjertetouren, red.), da jeg skulle modtage medaljen som sidste mand.

Hjertetouren er langt fra bare et motionsløb. Det hele handler om sammenhold med masser af gode som sørgelige historier. Med hjertet for dem som har forladt os, eller dem som har fået en ny chance, samt dem vi alle kan hjælpe med bedre forskning eller til en bedre hverdag. Hjertetouren rummer så meget varme, at man glemmer at cykle til tider

Tak til Thomas og Charlotte

Tak til styregruppen bag Hjertetouren

Tak til alle jer som bidrager på den ene eller anden måde

Vi ses i 2021

De bedste hilsner
Jackie Kjelsmark